Sidevisninger i alt

tirsdag den 18. juni 2013

Svært at skrive.

Jeg har forsømt min kære blog i et stykke tid. Det er nu ikke fordi jeg ikke har haft tid, eller oplevet noget. Men det jeg skulle skrive har været svært og tror, at jeg ubevist har følt. at så længe jeg ikke skrev det var det ikke virkeligt.
Men desværre det ændre ikke noget om jeg skriver eller ej.

Min far fik jo konstateret en ondartet svulst i hjernen den 28 marts i år. Jeg har naturligvis været en del hos ham og mor. For det gik desværre hurtig ned af bakken med ham.

Jeg var oppe ved dem den tirsdag den 22 maj, og der var det gået endnu mere ned, af bakken med ham siden om søndagen jeg havde været der. Vi kunne stadig tale med ham, men han blev hurtig træt og han kom ikke op af sengen mere. Jeg gav ham et stort knus da jeg kørte og sagde vi ses på fredag. Han kiggede mig dybt i øjnene og sagde farvel Dorthe. ! Fredagen kom og jeg skrev til min mor da jeg kørte hjemme fra. Det var en rigtig træls tur der op der var mange lastbiler på motorvejen og jeg ville helst vende om. Men jeg skulle dels være sammen med en flok veninder og jeg havde lovet min mor, at blive hos dem natten over. Da hun havde nogle ting hun gerne ville have gjort lørdag formiddag.



Da jeg kom der op mødte min bror mig uden for døren, for at fortælle mig at vores far var sovet ind en lille time før.

Han havde fået vand på lungerne og fik indsprøjtninger der kunne afhælpe det. Fredag formiddag havde ham og mor talt sammen.  Ved middags tid fik han svært ved at trække vejret, og mor kaldte på sygeplejersken, hun kom og gav ham en sprøjte hun talte lidt med ham. Mor var der naturligvis og lidt efter blev hans vejrtækningen rolig og sygeplejersken sagde til hende nu er det nu, kom og hold ham i hånden.  Mor tog hans hånd og så trak han vejret langsomt og til sidst var det slut.
Jeg er så glad for at de to fik den sidste stund sammen alene. De har kendt hinanden i over 50 år og været sammen lige siden.
Sygeplejersken ringende efter min bror og de bestemte, at vente med at give mig besked til jeg kom, jeg kunne jo ikke bruge det til noget på motor vejen, og det er jeg meget taknemlig for.


Så var der lige pludselig så mange praktiske ting der skulle gøres. Lægen, bede manden og præsten skulle kontaktes. Mor ville helst ikke have ham liggende der hjemme. Der kom den sødeste kvindelige læge efter de 6 timer og erklærede ham død. Hun var så omsorgsfuld, og undersøgte far med respekt og satte sig ned sammen med os talte lidt med os. Bede maden kom og hentede ham og han var også meget obs på at gøre det meget respekt fuldt.


Mine forældre har ikke været de store kirkegænger men på trods af det havde vi en rigtig god snak med præsten og han holdt en så fin "tale" i kirken med vores ord og bisættelsen var så smuk.



Min mor og far havde ikke talt om hvad der skulle ske bagefter. Så mor bestemte at de begge skulle brændes og have en lille urne gravsted. Det fandt vi sammen mor min bror og jeg. Et dejligt sted med sol og en bænk ved siden så man kan sidde og "tale" lidt med ham.

I sidste uge var vi i Dronninglund og vælge en gravsten og det var den sødeste og rareste mand der var stenhugger der. Vi fandt en rigtig flot sten. Og så har vi bestemt, at vi vil sætte urnen ned den 3.7 kl 13 der kunne min far været blevet 68 år. Mor ringede i går og spurgte om jeg ville binde en buket til den dag. Det gjorde mig så glad. Den vil jeg med stor ære og al min kærlighed binde til ham.


Tak fordi du har læst med så langt. Kan mærke det har været godt at få skrevet det hele ned.

3 kommentarer:

  1. Kære Dorthe.
    Sender dig endnu et stort kram og masser af tanker... Det er super sejt af dig at du har fået skrevet dette indlæg og rigtig skønt at høre at det trods alt har gjort dig godt at få det skrevet <3

    Kæmpe kram og ønsker om en dejlig dag <3

    /Gitte

    SvarSlet
  2. Jeg kondolerer.
    Selvom det var ventet sker sådan noget altid for tidlig.

    Jeg tænker på dig

    SvarSlet
  3. Tak søde Gitte og Hanne.

    SvarSlet